Tandklinikken på Frederikssund Hospital
Lokation:
Frederikssundsvej 30, 3600 Frederikssund
Type:
Vores rolle:
Totalrådgiver
Bygherre:
Frederikssund Kommune
Årstal:
2024
Beskrivelse:
Vi har stået for ombygningen og indretningen af en ny tandklinik på Frederikssund Hospital i samarbejde med Frederikssund Kommune.
Opgaven omfattede at omdanne tidligere hospitalslokaler, der stadig bar præg af deres oprindelige funktion, til en indbydende og moderne tandklinik.
I tæt dialog med kommunen og personalet fra tandklinikken afdækkede vi behovene for både tandklinik og tandregulering. Med udgangspunkt i de eksisterende rammer udarbejdede vi en plan for ombygningen, der både skulle imødekomme moderne krav og skabe en atmosfære, der fjerner fornemmelsen af at være på et hospital.
Projektets store udfordring var at skabe et varmt og imødekommende miljø i et rum, der tidligere var præget af hospitalets funktion. Dette krævede både en ny planløsning og en målrettet indsats inden for valg af materialer, farver, fototapeter og inventar. Alt blev nøje sammensat for at skabe et nutidigt og harmonisk miljø – uden spor af hospitalsstemning.
Klinikkens indretning tog udgangspunkt i en bæredygtig tilgang. Skabsmoduler fra en tidligere klinik blev genbrugt og kombineret med nye elementer, hvor det var nødvendigt. Selvom processen var tidskrævende – da de eksisterende moduler varierede i alder og farve og krævede tilpasning – resulterede det i en løsning, der både var økonomisk og miljømæssigt bæredygtig.
Venteværelset og personalerummet blev indrettet med nye møbler, der harmonerer med klinikkens farvevalg. Resultatet er en moderne tandklinik, hvor både patienter og personale kan føle sig velkomne – uden mindelser om hospitalets oprindelse fra 1980’erne.